Vietnam

Livlige markeder, smukke strande og smilende indbyggere i farverige klæder

VÆLG AFREJSEDATO
ANTAL DAGE 14 DAGE
PRIS 21.495,00 kr.

Vietnam rundrejse i Det Ydmyge Land

OurWorld A/S har fornøjelsen at præsentere denne farverige rundrejse i Vietnam.

 

Her er rismarker indhyllet i tågedis, her er livlige markeder, smukke strande og smilende indbyggere i farverige klæder.

Det er blot nogle af de mange magiske indtryk, I kan se frem til på denne rundrejse.

Vietnam slog i 1991 dørene op for turister, og siden er landet blevet et populært rejsemål.

Vi skal opleve livet i Vietnams to enorme deltaer – Mekong og Den Røde Flods. Her produceres ris nok til at brødføde hele Vietnam og lidt til….

Rejsen starter tæt på Mekong-deltaet i Vietnams bankende hjerte, Ho Chi Minh City, stadig kendt som Saigon, ”Sydens Paris”.

Her er alt fra skyskrabere med verdens dyreste mærkevare - indkøbscentre til de traditionelle sprudlende markeder.

Og rejsen slutter i den uberørte, traditionsrige gamle bydel i hovedstaden Hanoi.

 

Tilmelding til rejsen. Kontakt venligst:

OurWorld A/S på:  97 42 50 40

 

Se Kort over rejsen og Galleri nederst på siden.

 

Prisoversigt

Pris per person i delt dobbeltværelse                         DKK.  21.495,-     

Pris per person i enkeltværelse                                    DKK.  25.295,-

 

Rejsens pris inkluderer:

• Flybillet: København - Bangkok - Saigon//Hanoi - Bangkok - København
• Måltider & drikkevarer til maden, ombord på Thai Airways oversøisk
• 10 x morgenmad
• 9 x frokost
• 10 x middage
• 1 x brunch på cruisebåden
• Aftensejlads på Saigon floden
• Kokkeskole
• Velkomstdrink på kokkeskolen
• Program dag til dag, som beskrevet
• Alle entreér til de beskrevne oplevelser i programmet
• Indenrigsflyvning Saigon - Da Nang
• Indenrigsflyvning Hué - Hanoi
• Dansk rejseleder, som følger os på hele rejsen
• Lokal engelsktalende rejseleder
• Lufthavnsskatter, afgifter og brændstoftillæg per 28.november 2017

 

Rejsens pris inkluderer ikke:

• Drikkevarer og måltider der ikke er nævnt i rejsebeskrivelsen
• Drikkepenge til lokalguider, chauffører og bellboys på hotellerne, forvent DKK 400,- for hele rejsen
• Rejseforsikring, kontroller venligst din IDA forsikring

 

Bemærk venligst:

På denne rejse bruger vi en bedre hotelstandard end den typiske Vietnam rejse.

Dette er gjort i samarbejde med vores erfarne rejseleder Bjarne Fristed.

Bjarne har været rejseleder mere end 35 gange i Vietnam.

 

Vi flytter hotel nogle gange på rejsen, derfor har vi i drikkepenge vurderingen også sørget for der er drikkepenge til hotellernes ”bellboys”, undervejs, som sætter vore kufferter helt op på vore værelser, hvilket er en dejlig luksus at give sig selv.

Rejselederen tager sig af fordelingen af drikkepengene.

OurWorld A/S har kunder fra hele Danmark. Vi servicerer vore kunder såvel telefonisk som per e-mail eller personligt. Netop det personlige er vigtigt for os, da vore kunder skal på oversøisk ferie eller på erhvervsrejse. Det er naturligvis også muligt at kombinere disse rejseformer.

Vi ved at sådanne rejser ofte kun foretages få gange i livet, hvorfor vi har stor fokus på at sikre, at rejsen opfylder vore kunders krav
og behov.

Vores erfaring med rejser til oversøiske rejsemål sikrer vore gæster at alle praktiske forhold inden, under og efter rejsen er kontrolleret. Og netop her kommer det personlige til sin ret.

På en rejse til oversøiske destinationer mener vi, det er vigtigt at sikre en ordentlig gennemgang af rejsen før afgang, således at vore gæster har fået mere og andet end blot en rejsebeskrivelse og en faktura.
Vi glæder os til at vise dig OurWorld!

Christian Weis Jensen

Program for rejsen

 

M: Morgenmad, F: Frokost, A:  Aftensmad

 

10.november: Afrejse København

Mødetid i Københavns lufthavn kl.12.00.

Vi flyver med Thai Airways kl.14.25 til Bangkok.

Undervejs vises der film og vi vil få serveret mad og drikkevarer.

Vi lander i Bangkok næste morgen kl. 06.00.

 

 

11.november:  F,A, Saigon sightseeing

Efter et flyskift i Bangkok flyver vi videre mod Saigon kl. 07.35. Vi lander i Ho Chi Minh City kl.09.05 – parat til en dags spændende oplevelser.

Efter vi har fået vores bagage og er kommet igennem paskontrollen, bliver vi hentet af vores lokale guide, som byder os velkommen.
Vi kører til en lokal frokostrestaurant, hvor vi får lejlighed til at smage på mangfoldigheden i det vietnamesiske køkken, vænne os til varmen og få rystet rejsestøvet af os.

Vietnamesiske frokost

Efter frokosten kører vi til vort centralt beliggende hotel, tjekker ind og nyder nogle timers fri.

Vor danske rejseleder vil tilbyde en kort byvandring, så vi bliver fortrolige med byens pulserende centrum, inden vi skal ud og spise aftensmad på en lokal restaurant.

Indkvartering: A & Em Corner 3 nætter

 

12.november: M,F,A, Saigon - Cu Chi Tunnels  

Ho Chi Minh City (Saigon) er en sprudlende og summende metropol - og en helt anden oplevelse end hovedstaden Hanoi.

Kendt for sine spændende markeder og flotte arkitektur er det her byen, der aldrig sover. Overalt er der et mylder af farver og liv. Vi kommer denne morgen tæt på flokke af skolebørn og flittige handlende, der skubber deres vogne læsset med friske varer.

Vi skal starte vore oplevelser i de legendariske tunneller i Cu Chi, et dramatisk minde om en ikke så fjern fortid.

Cu Chi Tunnels

Cu Chi-tunnelerne blev under Vietnam krigen brugt af Viet Cong-bevægelsen, der kunne forsvinde fra jordens overflade, når kampene over jorden blev for voldsomme. Vi skal køre halvanden time gennem livlige landsbyer for at nå frem til Cu Chi, og vi skal vandre i tunnel-området.

De strækker sig over 200 kilometer, og vi får lejlighed til at se, hvordan de blev skabt.

En film fortæller historien. Den viser, hvordan landsbyboere med simple redskaber gravede tunnellerne ud i den klippehårde jord og bar jorden væk i kurve for at skjule tilstedeværelsen for amerikanerne. De lokale indsamlede også ueksploderede bomber og brugte indmaden til nye.

Efter besøget spiser vi frokost i charmerende omgivelser ved en sø, og om eftermiddagen skal vi i Saigon besøge det tidligere præsidentpalads. Det hedder nu Genforeningspaladset – og vi får lejlighed til at vandre rundt og se på al den pragt, som det sydvietnamesiske styre omgav sig med indtil det dramatiske fald 30. april 1975.

Om aftenen skal vi sejle på Saigon floden og nyde vor aftensmad.

Båd dinner cruise

 

13.november: M,F,A, Mekong Delta & pagode besøg

Vi har et par timers kørsel til byen My Tho i Mekongflodens delta. En helt anden verden venter her. Vi vil også besøge Vinh Trang Pagoden, et smukt udført buddhistisk tempel, som er den største pagode i provinsen. Den smukke struktur indeholder en blanding af kinesisk, vietnamesisk og Angkor (cambodjansk) arkitektoniske stilarter.

Den mægtige Mekongflod har sit udspring i Tibet, i Himalaya-bjergmassivet, og strækker sig næsten 5.000 kilometer gennem fem lande, til den munder ud og forgrener sig i deltaet. Dette unikke område kaldes Vietnams spisekammer, og her høstes ris tre gange om året.

Deltaet er gennemskåret af talrige floder og vandløb.

Først skal vi sejle med en lidt større båd på Mekong. Dernæst i mindre både – sampaner – med plads til 3-4 gæster ad disse små vandveje. Dette mangrovevildnis lader sig bedst udforske på denne måde.

Udforske Mekongflodens delta

Vi sejler ud til øen Thoi Son, og det er nemt at blive betaget af de smukke omgivelser.
Vi gør holdt og oplever de lokale ”virksomheder”, som producerer slik, kosmetik, madvarer og masser af andre ting af kokospalmernes frodighed. Vi skal nyde vor frokost på en lokal restaurant, og her skal vi bl.a. smage på grillet ”elefantøre-fisk”.

Hen på eftermiddagen kører vi til Saigon. Aftensmaden indtages på en buffetrestaurant. Her er mange muligheder vietnamesiske og ”kontinentale”.

 

14.november: M,F,A,  Ho Chi Minh City – Da Nang 

Efter morgenmaden forlader vi vort hotel og kører mod lufthavnen for at flyve nordøst til Da Nang. Flyveturen tager ca. 1 time og 20 minutter.
Vel ankommet til Da Nang skal vi opleve lidt af den pulserende millionby, og derefter spiser vi frokost i en traditionel restaurant fra Cham-kulturen, en civilisation, der herskede over det centrale og sydlige Vietnam i århundreder. Inden vi kører til vort strandhotel ved Det Sydkinesiske Hav, stopper vi ved marmorbjergene.

Her er naturligvis masser af marmor, men også spændende huler med religiøse elementer og huler, som fortæller en barsk historie fra krigens dage. Efter denne travetur ind i bjergene venter indkvarteringen på vort strandhotel.

Indkvartering: Sandy Beach Resort 3 nætter

 

15.november: M,F,A,  Da Nang - Hoi An

Der er mulighed for en morgendukkert i det varme havvand eller i hotellets swimmingpool inden vi kører vi til den historiske by Hoi An.
Her låner vi cykler, for nu skal vi se, smage og dufte Vietnam på tæt hold. Først besøger vi dog Hoi An´s farverige centrale marked. Her kan du få tips og gode råd hos de lokale sælgere om de ingredienser, der skal bruges til vietnamesisk madkunst senere på dagen.

Vi cykler langs frodige rismarker og rejefarme til Tra Que, en kollektiv landsby, der udeluk-kende dyrker grøntsager og krydderurter. Vi ser deres flotte køkkenhaver, ser farmerne arbejde i marken med deres traditionelle metoder som for 100 år siden: Her er ingen elektriske maskiner i brug.
Vi får en velkomstdrink, inden vi selv skal i gang med dagens undervisning af kokken i restauranten. Han vil vise dig de traditionelle måder på, at tilberede vietnamesisk mad.

Tra Que, traditionel landsby

Gør dig umage: Efter undervisningen skal du spise det du har lavet.

Efter frokost skal vi på en sightseeingtur rundt til de UNESCO beskyttede seværdigheder i Hoi An. Vi vil vandre over den Japanske Bro, som fortsat er et symbol på den betydelige indvirkning, japanerne havde i regionen.

Broen blev i 1500-tallet bygget for at forbinde det japanske samfund med det kinesiske kvarter - adskilt af en lille strøm af vand - som en symbolsk gestus på fred.
Vi besøger også et gammelt handelshus og en pagode til ære for søens folk. Der bliver også tid til at vandre rundt i den gamle bydel med de traditionelle huse. Og masser af muligheder for at shoppe alt mellem himmel og jord. Om aftenen spiser vi vores aftensmad på en lokal restaurant.

 

16.november: M,  Da Nang

I dag står den på afslapning eller tid til egne oplevelser. Hvis du ikke er til hvid sandstrand og 24-26 grader varmt havvand vil din danske rejseleder give dig gode råd til oplevelser i nærområdet. Men ellers: Nyd livet på strand eller i pool.

 

 

17.november: M,F,A,  Da Nang - Hue

I dag forlader vi Sydvietnam og kører nordpå til den gamle kejserby Hué. Det er en køretur på godt et par timer gennem dramatisk og smuk natur tæt ved kysten. Vi stopper på toppen af Hai Van-passet for at se havet og de smukke bjerge. Samt opleve besætternes fæstninger på dette centrale sted ved delingen af landet.
Efter frokosten i Hué besøger vi det kejserlige Citadel, ”Den Forbudte By”. Her herskede 13 forskellige kejsere.

Citadellet er både fæstning og palads. 

Hue var hovedstad i Nguyen-dynastiet i perioden fra 1805 frem til 1945.
Om eftermiddagen besøger vi et af de kejserlige mausoleer uden for byen. Vi vælger i dag Khai Dinh's gravplads – og skal bl.a. se de udsmykkede sale, dekoreret med knust kinesisk porcelæn. Det blev bygget fra 1920 til 1931.

Om aftenen spiser vi middag på en speciel restaurant i et privat hjem, som tidligere var bolig for en af kejserens højeste embedsmænd.

Indkvartering: Eldora Hue hotel 1 nat

 

18.november: M,F,A,  Hue - Hanoi

Vi tilbringer dagen i Hué. Efter morgenmaden sejler vi med en farverig båd på Duftenes Flod, eller parfumefloden, som den også kaldes.
Vi kommer til at sejle i en smuk natur omkranset af bjerge. Vi besøger Tien Mu Pagoden, som spillede en markant rolle i Vietnams historie – og fik verdenshistorisk betydning under krigen.

Perfume River Cruise båd

Frokost er i Hué – og om eftermiddagen besøger vi det storslåede gravmæle for kejser Tu Duc, som var konge i ikke færre end 35 år. En stor del af den tid brugte han på at forberede sin død – og han satte sit markante præg på dette mausoleum, som rummer frodige planter og anlagte søer.
Om eftermiddagen kører vi til lufthavnen for at flyve til Hanoi. Flyvetiden er en time og 10 minutter.

Vi kører til vort hotel – og spiser her en lidt sen aftensmad. Derefter – for de friske – tilbyder vor rejseleder en kort vandring i den gamle bydel.
Indkvartering: Boss Legend 1 nat

 

19.november: M,F,A,  Hanoi - Ha Long cruise

Fra morgenstunden oplever vi Hanois livlige befolkning – som gør klar til dagens dont på deres millioner af knallerter. Vi kører derefter til Ha Long bugten, og undervejs gør vi et ophold på en produktionsskole for handicappede unge.

Ved middagstid går vi ombord på vores cruiseskib og bliver indkvarteret i de rummelige kahytter – med eget bad – inden vi sætter os til frokostbordet.

Halong bugten er et naturmæssigt unikum – intet mindre! Som også blev erklæret særligt bevaringsværdig, en del af Verdens Naturarv, af UNESCO i 1994. Her rejser sig flere end 3.000 kalkstensbjerge i særegne udformninger op gennem den kalkgrønne havoverflade.
Bugten indeholder over 1.600 øer, de fleste ubeboede og upåvirket af en menneskelig tilstedeværelse.

Halong bugten

Eftermiddagen sejler vi rundt og nyder tilværelsen, og vi går i land for at opleve farvespillet i de smukke grotter. Der bliver også lejlighed til en dukkert fra en lille sandstrand.

Indkvartering: Glory Cruise 1 nat

 

20.november: Brunch,A,  Ha Long cruise - Hanoi

Efter en god nats søvn ombord på båden får vi tilbudt en gang tai chi på dækket, inden vi nyder vores brunch.
I bugten bor familier i små landsbyer på vandet, hvorfra de fisker eller har små muslingeperle-farme. Der er flydende” landsbyer. Vi besøger en af dem og sejler med småbåde ind i en indre grotte omgivet af grønne bjergsider.

Halong bugten er fantastisk smuk og meget velegnet, hvis du ønsker at snorkle. Her er mange farverige fisk.
Sidst på formiddagen skal vi sige farvel til Halong og kører mod Hanoi. Vi gør ophold undervejs og smager på landets lækre frugter.

Indkvartering: Boss Legend 2 nætter

 

21.november: M,F,A,  Lidt af hvert i Hanoi

Efter morgenmaden gør vi lige som alle andre i Vietnam: Vi besøger landsfaderen, ”onkel Ho.”

Ho Chi Minh-mausoleet, hvor præsident Ho Chi Minh er stedt til hvile, er et sted, som alle vietnamesere skal besøge mindst én gang i deres liv.

Herfra går vi til det gamle franske generalguvernør palads, som var udset til bolig for ”onkel Ho”. Men han valgte anderledes. Så vi skal også vandre rundt i og omkring Ho Chi Minh hus, der står på pæle.

Senere på formiddagen besøger vi Vietnams største helligdom, En-søjle Pagoden, og Litteraturens Tempel, Vietnams første ”universitet”. I dag under beskyttelse af Unesco.

Den røde bro over Hoan Kiem

Vi spiser vores frokost på en lokal restaurant.

Eftermiddagen tilbringer vi i Hanois gamle bydel omkring Hoan Kiem søen og Ngoc Son templet. Her findes også en af Vietnams specielle kulturelle oplevelser, vanddukketeatret.

Vi skal overvære en forestilling og imponeres af de dygtige dukkeførere, som – skjult for publikum - står i vandet under dette skuespil.

 

22.november: M,  Hanoi med lidt af hvert - København

Efter morgenmaden vil vi besøge Hoa Lo fængslet. Det blev bygget af de franske koloniherrer til undertrykkelse af frihedskæmpende vietnamesere. Og da franskmændene forlod landet benyttede Nordvietnam fængslet til amerikanske krigsfanger.

De gav det – sarkastisk nok - tilnavnet ”Hanoi Hilton”. Blandt fangerne var i over fem år den nuværende senator John McCain, som i 2008 kæmpede med Barack Obama om at blive USA's præsident.

Efter morgenmaden tager vi med rejselederen rundt til fods og oplever Hanoi´s travle liv, medens vi suger de sidste billeder af Vietnam til os.

Hanoi market

Eftermiddagen kan være til oplevelser på egen hånd eller måske shopping.

Vi har vore værelser indtil vi sidst på eftermiddagen skal køre mod lufthavnen i Hanoi, hvorfra vi flyver kl. 20.45 mod Bangkok, hvor vi lander kl. 22.35.

 

23.november:  Ankomst til København

Kl. 01.20 flyver vi fra Bangkok til København, hvor vi lander kl. 07.35.

 

Rejsebetingelser

 

Prisændringer
OurWorld A/S kan under særlige forudsætninger hæve eller sænke rejsens pris. Ændringen skal bero på væsentligt ændrede valutakurser, skatter, afgifter, nye skatter og/eller afgifter, stigninger på brændstof og lign. En prisændring vil blive varslet hurtigst muligt og senest 14 dage før afrejse. OurWorld A/S kan dog aldrig forhøje rejsens pris med mere end 10 %. Såfremt dette sker kan rejsedeltageren frit afbestille rejsen.

OurWorld forbeholder sig ret til at kurssikre relevante valutaer når der er sikret afrejse, herefter kan evt. kursfald ikke udløse lavere pris.

 

Forbehold
Der tages forbehold for trykfejl og fejl i prisen på rejsen.

 

Rejsedeltagerens ændring
Navneændring er efter billetudstedelse som oftest forbundet med ændringsgebyr, som er afhængig af det enkelte luftfartsselskab.

 

Rejsedeltagerens afbestilling uden afbestillingsforsikring
Indtil 60 dage før afrejse er depositum tabt. Senere afbestilling end 60 dage før afrejse vil medføre, at hele det indbetalte beløb er tabt. Dog vil vi altid kunne få afgifter relateret til flyene refunderet.

 

Afbestilling skal altid foregå skriftligt.

 

Afbestillingsforsikring
OurWorld A/S anbefaler at man tegner en afbestillingsforsikring.

Forsikringen skal bestilles samtidig med rejsen. Forsikringen dækker, hvis forsikrede ikke kan påbegynde rejsen pga. død eller alvorlig akut sygdom/tilskadekomst, som kræver hospitalsindlæggelse eller lægeordineret sengeleje eller det, der kan sidestilles hermed hos forsikrede eller nærmeste pårørende eller rejseledsager OurWorld A/S etablerer afbestillingsforsikringen ved Gouda rejseforsikring.

 

Rejsedeltagerens ansvar
Møder rejsedeltageren ikke rettidigt op/udebliver eller ikke kan deltage pga. glemt eller ugyldigt pas, kan der ikke forventes nogen godtgørelse. Rejsedeltageren skal rette sig efter rejselederens anvisninger samt sørge for, at bagage mv. er på rette sted. Rejsedeltageren er ansvarlig for enhver skade forårsaget pga. tilsidesættelse af rejselederens anvisninger. Enhver rejsedeltager er selv ansvarlig for at kende gældende told og bagageregler.

 

Aflysning/ændring
Bureauet forbeholder sig ret til at ændre en rejse, hvis tvingende forhold gør dette nødvendigt, f.eks. omlægning af en rejserute, ændring af overnatningssteder samt flytte gæster til et andet hotel af samme standard.

 

Rygning
Rygning i busser og fly er ikke tilladt. Hotelværelserne er som udgangspunkt ikke ryger værelser. Ønskes rygerværelser vil OurWorld A/S gerne forespørge om dette.

 

Bonusprogrammer
Dette er en sag mellem deltager og flyselskab.

 

Reklamationer
Skal fremsættes til leverandør som straks vil forsøge at udbedre skaden. Sker dette ikke i tilstrækkeligt omfang, skal reklamation omgående ringes eller sendes skriftligt til OurWorld A/S.

 

Pris per person i delt dobbeltværelse
10. november 2018 - 23. november 2018
21.495,00 kr.

Pris per person i enkeltværelse
10. november 2018 - 23. november 2018
25.295,00 kr.

Har du spørgsmål?

Helle Krogh Dahl

Telefon: 97425040