VÆLG AFREJSEDATO
ANTAL DAGE 17 DAGE
PRIS 45.995,00 kr.

Sydamerika med læserklubberne 2019

 

Læserklubberne ved Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og OurWorld A/S har hermed fornøjelsen at præsentere denne rejse til Sydamerika.

 

Tilmelding til rejsen, kontakt venligst din læserklub

 

 

Prisoversigt

Pris pr. person i delt dobbeltværelse                        DKK. 45.995,-

Pris pr. person i enkeltværelse                                   DKK. 53.579,-   

 

Sygeafbestillingsforsikring:                                          6% af rejsens pris

Rejseforsikring (Gouda superdækning)                     Kontakt os venligst

 

Følgende er inkluderet i rejsen

•Dansk rejseleder på rejsen
•Fly jf. rejsebeskrivelse
•Alle transporter på rejsen
•Overnatninger på 4 stjernet hoteller
•Morgenmad dagligt
•Øvrige måltider der er nævnt i rejsebeskrivelsen
•Sightseeing i Buenos Aires
•Dagsudflugt til Foz de Iguazu
•Dagsudflugt til Uruguay
•Sightseeing og besøg på vingård i Mendoza
•Sightseeing i Santiago de Chile
•Sightseeing i Valparaiso med kabel bane
•Udflugt til Magdalena Island
•Sightseeing i Punta Arenas
•Besøg på et landbrug med rundvisning
•Udflugt til Torres Del Paine
•Udflugt til Perito Moreno gletcheren med sejltur
•Og mange andre store oplevelser

 

Følgende er ikke inkluderet

• Forsikringer
• Måltider, der ikke er nævnt i rejsebeskrivelsen
• Drikkepenge, forvent venligst DKK. 20,- per dag
• Drikkevarer

 

Se kort over rejsen og galleri herunder.

OurWorld A/S har kunder fra hele Danmark. Vi servicerer vore kunder såvel telefonisk som per e-mail eller personligt. Netop det personlige er vigtigt for os, da vore kunder skal på oversøisk ferie eller på erhvervsrejse. Det er naturligvis også muligt at kombinere disse rejseformer.

Vi ved at sådanne rejser ofte kun foretages få gange i livet, hvorfor vi har stor fokus på at sikre, at rejsen opfylder vore kunders krav
og behov.

Vores erfaring med rejser til oversøiske rejsemål sikrer vore gæster at alle praktiske forhold inden, under og efter rejsen er kontrolleret. Og netop her kommer det personlige til sin ret.

På en rejse til oversøiske destinationer mener vi, det er vigtigt at sikre en ordentlig gennemgang af rejsen før afgang, således at vore gæster har fået mere og andet end blot en rejsebeskrivelse og en faktura.
Vi glæder os til at vise dig OurWorld!

Christian Weis Jensen

Rejseprogram

Bemærk venligst: Hvis du trykker på tekst med farvet baggrund, åbnes et link til en hjemmeside.

 

Bemærk venligst: Læserklubberne og OurWorld har valgt 4 stjernet hoteller på hele rejsen.
Alle hoteller er centralt beliggende så det er muligt at nyde omgivelserne – også på egen hånd.

 

Januar:

Afrejsemøde for tilmeldte deltagere.

 

18. feb.: Afrejse fra Billund

Vi mødes i Billund Lufthavn, hvorfra vi starter rejsen mod Buenos Aires. Der er flyskifte i Amsterdam.

 

19. feb.: Ankomst til Buenos Aires

Efter ankomsten til Buenos Aires i Argentina, starter vi med at se lidt nærmere på byen. Før ankomsten til hotellet spiser vi en god frokost.

Vores 4 stjernet hotel er beliggende det helt rigtige sted i Buenos Aires, vi bor i bydelen Recoleta. Fra hotellet er det nemt at komme rundt til hyggelige pladser og cafeer.

Overnatning: Hotel Intersur

 

20. feb.: Buenos Aires

Vi bruger dagen til at opleve Buenos Aires, udover byens seværdigheder finder vi tid til at opleve et af byens markeder.

 

21. feb.: Foz de Iguazu

Vi tager en dagsudflugt med fly til de imponerende Iguazu vandfald. Vi bruger hele dagen på at opleve området, her findes mere end 270 vandfald.

Sidst på aftenen er vi tilbage på hotellet i Buenos Aires.

 

22. feb.: Uruguay

Efter morgenmaden tager vi færgen over floden ”Rio de la Plata”. Vi bruger dagen i Uruguay, eller nærmere bestemt byen – Colonia.

Der er blot en times sejlads fra Buenos Aires til Colonia del Sacramento by, men den hektiske storby og den lille, charmerende kunstner by Colonia del Sacramento er som dag og nat. Bare 27.000 indbyggere holder til i Uruguays ældste by, der især lokker med sit historiske kvarter.

Colonia del Sacramentos historiske bydel, Barrio Histórico, ligger helt ned til flodbredden. Vi kan skimte byens brostensbelagte gader, allerede når vi går fra borde. Her værnes der om bygninger, hvoraf nogle stammer tilbage fra grundlæggelsen i 1680. Det fik i 1995 UNESCO til at erklære den gamle bydel for et bevaringsværdigt område.

Vi er tilbage på hotellet først på aftenen.

 

23. feb.: Buenos Aires – Mendoza

Vi forlader Buenos Aires i dag, vores næste mål er Mendoza i det vestlige Argentina.

Fremme i Mendoza er vi kommet til Argentinas bedste vindistrikt, som også gør området til et af de mest velhavende i Argentina.

Vi starter dagen med at opleve Mendoza og høre nærmere om byen og området. Men intet besøg i Mendoza uden vinsmagning, så vi tager til en vingård, hvor vi introduceres til vinen og nyder en god frokost.

Efter ankomsten til hotellet midt på eftermiddagen er der tid til at opleve byen på egen hånd eller sammen med rejselederen.

Overnatning: Hotel NH Cordillera

 

24. feb.: Mendoza – Santiago de Chile

Vi forlader hotellet og kører ind i eller rettere op i Andesbjergene. Vi skal krydse bjergkæden for at nå frem til Santiago i Chile. Det højeste pas vi krydser, er i 3.250 meters højde!

Dagen vil byde på store naturoplevelser og vi stopper naturligvis flere gange, så der er tid til at opleve naturen.

Overnatning: Hotel Cumbres Vitacura

 

25. feb.: Santiago de Chile  

Dagen byder på fuldt program med sightseeing. Vi skal bl.a. se præsidentpaladset ”La Moneda”, hovedgaden ”Plaza de Armas”, Bella visit distriktet – byens Boheme distrikt samt mange andre steder.

Frokosten spiser vi ved det lettere kaotiske fiskemarked – Mercado central.

Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.

Overnatning: Hotel Cumbres Vitacura

 

26. feb.: Valparaiso og Stillehavet

Vi kører ud til Stillehavet, nærmere bestemt byen – Valparaiso. Byen er Chiles største havneby og er kendt for farvestrålende bygninger og et UNESCO beskyttet område. Vi skal køre med byens kabelbane og nyde udsigten over Stillehavet.

Frokosten spiser vi på en god restaurant, herfra kan vi nyde udsigten over området.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet i Santiago

 

27. feb.: Santiago til Punta Arenas

Vi flyver til Patagonien, efter ankomsten til Punta Arenas kører vi til hotellet og har lidt tid før der er afgang til Magdalena Island.

Midt i Magellan strædet finder vi Magdalena Island, hvert år kommer der over 100.000 pingviner og føder deres unger. Vi skal opleve dette imponerende skue.

Vi bor meget centralt i byen, så det er nemt at gå en tur og opleve byen på egen hånd.

Overnatning: Hotel Cabo de Hornos

 

28. feb.: Punta Arenas

Punta Arenas er den største og vigtigste by i Magellan området.

Vi bruger dagen på at opleve byen og ser byens seværdigheder.

 

1.mar.: Punta Arenas – Puerto Natales

Vi fortsætter nord på til Puerto Natales. En af dagens højdepunkter bliver sikkert besøget på en lokal ”Estancia”, hvor vi introduceres ’ til landmandslivet i dette barske område.

De lokale cowboys eller rettere ”gauchos” vil vise os, hvordan de arbejder med dyrene.

Vi nyder en god frokost, før vi fortsætter til Puerto Natales.

Overnatning: Hotel Costa Australis

 

2.mar.: Torres del Paine

Vi bruger dagen i den gigantiske nationalpark - Torres del Paine. Vi kommer til at opleve et rigt dyreliv, bl.a. den imponerende Kondor, lamaer og Chilenske flamingoer.

Udover dyrelivet skal vi opleve den imponerende natur, herunder Salto Grande vandfaldet, flere af områdets smukke søer omgivet af bjerge. Ligeledes skal vi på en mindre vandretur.

Frokosten er madpakker, som vi nyder ude i naturen.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet i Puerto Natales

 

 

3.mar.: Puerto Natales – El Calafate   

Efter morgenmaden forlader vi hotellet, dagens mål er El Calafate i Argentina

Dagen byder på store naturoplevelser i det smukke, men barske landskab, medens vi kører de cirka 300 km nord på.

Fra hotellet er det nemt at gå en tur på byens hovedgade, her er mange butikker og cafeer

Overnatning: Hotel Kosten Aike

 

4.mar.: Perito Mereno

Vi skal opleve den imponerende gletcher Perito Moreno. I en tid, hvor de fleste gletchere bliver mindre, skiller Perito Moreno sig ud. Denne gletcher vokser.

Vi giver os god tid til at opleve området, både fra landjorden og fra en båd.

Efter en dag i naturens tegn, kører vi til lufthavnen. Vi ankommer til Buenos Aires denne aften og overnatter samme sted som sidst.

Overnatning: Hotel Intersur

 

 

5. mar.: Hjemrejse

Vi har formiddagen til rådighed til at se lidt mere på Buenos Aires.

Først på eftermiddagen kører vi mod lufthavnen og starter hjemrejsen.

 

6. mar.: Billund

Efter et fly skifte er vi tilbage i Billund.

 

Generelle informationer

 

Pas/visum
Nedenstående gælder for Danske Statsborgere, hvis du har et andet statsborgerskab skal vi bede dig kontakte os.

  •  Visumfri i indtil 90 dage.
  •  Passet skal være gyldigt under opholdet
  •  Forlængede pas anerkendes ved ind- og udrejse
  •  EU-nødpas anerkendes ved ind- og udrejse.

 

Valuta
I Chile og Argentina hedder valutaen begge steder Peso. Det er muligt at veksle de fleste kendte valutaer. Nogle turiststeder tager i mod Amerikanske Dollars. Der er mange hæveautomater, hvor du kan hæve Peso via dine internationale betalingskort.

 

Drikkepenge
Barer, caféer og natklubber samt restauranter på hoteller vil ofte lægge 10-15 % i ”service charge” oven i de givne priser.
Denne rejse er ikke inkluderet personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge.

 

Bagage
Du må tage 1 styk bagage samt 1 håndtaske eller pc taske med ind i kabinen. Håndbagagen må maksimalt veje 12 kg samlet set. Kufferten må maksimalt have en størrelse på 25 x 35 x 55 cm.

Der må medbringes 20 kg. bagage, der opbevares i flyets lastrum.
Bemærk, at overvægt er dyrt. Størrelsen må maksimalt være 158 cm per styk (længde + bredde + højde).

Vi anbefaler, at man ikke låser kufferten men bruger en kraftig rem til at sikre den med.
Dette skyldes at tolderne/sikkerhedsfolkene ødelægger låsen såfremt de skal kontrollere indholdet, sådanne skader erstattes desværre ikke af lufthavn/flyselskab.

 

Er kufferten beskadiget skal dette straks anmeldes.

Er kufferten ikke nået frem med samme fly, skal dette ligeledes anmeldes.

 

Ved bortkomst af kuffert er flyselskabet maksimalt forpligtet til at erstatte op til DKK. 7.800,-.
Husk supplerende dækning ved forsikringsselskab hvis du har værdier over det beløb i kufferten.

 

Fødevarer
Der kan være restriktioner på indførelse af fødevarer til Chile og Argentina. Derfor anbefaler vi at være på den sikre side og totalt undlade at medbringe fødevarer af enhver art.

 

Påklædning
I skal bruge en del timer i fly og kommer meget omkring. Så rejs i behageligt og afslappet tøj.
Det er en god ide at medbringe en god trøje til en kølig aften, samt bukser hvor man kan lyne det nederste af, således det er en kombination af shorts og lange bukser.

Fodtøj, sørg for at fodtøjet er ”gået til” før afrejsen. På fly turene anbefaler vi sko med snørebånd, dette skyldes at fødderne kan hæve.

 

Støttestrømper
Vi anbefaler at bruge støttestrømper på flyrejserne.

 

Knive, sakse med mere
Der må ikke medbringes knive, sakse eller andre spidse metalgenstande i flyene. Medbringes sådanne skal de pakkes i kufferten der skal i lastrummet.

 

El
Der bruges samme strømstyrke (220 volt) som vi er vant til.
Der anvendes et mix af forskellige kontakt typer og faconer, vi anbefaler en multiadapter.

 

Medicin
Mht. receptpligtig medicin, så anbefaler vi at man kontrollerer på apoteket om der skal medbringes en erklæring på engelsk. Medicin skal med i håndbagagen.

 

Rygning
Der er rygeforbud i fly, hoteller og busser.

 

Diæt
Er der specielle krav til mad/drikkevarer på flyet skal vi vide det i god tid før afrejsen – senest 3 dage før afrejsen.

 

Foto/video
På rejsen kommer I til at se mange fantastiske steder, så vi anbefaler at medbringe fotoudstyr og evt. en kikkert.

 

Vaccinationer
Kontakt venligst din læge omkring vaccination.

 

Briller
Benyttes briller/kontaktliner anbefaler vi at medbringe et ekstra par.
Vi anbefaler at medbringe solbriller.

 

Tyveri
I er turister og vil derfor ”stikke ud” fra lokalbefolkningen, derfor skal vi bede jer have nedenstående i tankerne:

  • Tegnebog bæres ikke i baglommen
  • Fordel kontakter flere steder på kroppen og medbring en begrænset mængde
  • Benyt mavebælte under tøjet hvor pas og lignende kan opbevares
  • Medbring ikke dyre smykker/ure
  • Benyt safebox på værelset
  • Skulle uheldet være ude, skal tyveriet anmeldes til politiet.

 

Kontakt under rejsen
Mobiltelefoner er meget dyre at bruge, men kan dog bruges de fleste steder.
Du kan få oplysninger omkring dette hos dit teleselskab.

 

Internet
Der findes ofte mulighed for at tjekke sin mailboks, enten på internet cafeer, hoteller, turistkontorer eller biblioteker.

 

Hvad må medbringes som håndbagage?
Følgende håndbagage må medbringes om bord:

  • Væske, parfume, gelé og spray – max. 100 milliliter – svarende til én deciliter pr. beholder.
  • Du må gerne medbringe flere beholderne (flasker, dåser, tuber mv.), men de skal kunne være i en gennemsigtig én-liters pose, som skal være lukket (1 pose pr. passager).
  • Posen skal være genlukkelig. Du skal selv medbringe en pose.
    Godkendte poser kan købes i blandt andet Føtex og Matas samt i butikker i lufthavnen.
  • Efter sikkerhedskontrollen kan du købe varer (herunder spiritus, parfume og andre væsker) som hidtil. Varerne udleveres i en forseglet pose, som først må åbnes efter ankomst til slutdestinationen.
  • Samtidig bliver det nu et krav, at man skal tage overtøjet af og tage bærbare computere og anden større elektronik ud af sin taske inden sikkerhedseftersynet.

Væsker og væskelignende stoffer omfatter geleer, cremer, blandinger af flydende og faste stoffer samt indholdet i beholdere under tryk, f.eks. barberskum og spraydåser.  Desuden alle former for drikkevarer, tandpasta, hårgelé, parfume, læbestift, lipgloss, mascara og andre stoffer med lignende konsistens. 

 

Rejsebetingelser for rejsen

 

Tilmelding til en rejse kan ske enten skriftligt eller mundtligt.

 

Prisændringer
OurWorld A/S kan under særlige forudsætninger hæve eller sænke rejsens pris. Ændringen skal bero på væsentligt ændrede valutakurser, skatter, afgifter, nye skatter og/eller afgifter, stigninger på brændstof og lign. En prisændring vil blive varslet hurtigst muligt og senest 20 dage før afrejse. OurWorld A/S kan dog aldrig forhøje rejsens pris med mere end 10 %. Såfremt dette sker, kan rejsedeltageren frit afbestille rejsen.

 

Forbehold
Der tages forbehold for trykfejl og fejl i prisen på rejsen.

 

Rejsedeltagerens ændring
Navneændring er efter billetudstedelse ikke muligt.

 

Rejsedeltagerens afbestilling
Indtil 90 dage før afrejse er depositum tabt.
Senere afbestilling end 90 dage før afrejse medfører, at hele det indbetalte beløb er tabt.

 

Afbestilling skal altid foregå skriftligt.

 

Afbestillingsforsikring
OurWorld A/S anbefaler, at man tegner en afbestillingsforsikring.
Forsikringen skal bestilles samtidig med rejsen. Forsikringen dækker, hvis forsikrede ikke kan påbegynde rejsen pga. død eller alvorlig akut sygdom/tilskadekomst, som kræver hospitalsindlæggelse eller lægeordineret sengeleje eller det, der kan sidestilles hermed hos forsikrede eller nærmeste pårørende eller rejseledsager.

 

OurWorld A/S etablerer afbestillingsforsikringen ved Gouda rejseforsikring.

 

Rejsedeltagerens ansvar
Møder rejsedeltageren ikke rettidigt op/udebliver eller ikke kan deltage pga. glemt eller ugyldigt pas, kan der ikke forventes nogen godtgørelse.
Rejsedeltageren skal rette sig efter rejselederens anvisninger samt sørge for, at
bagage mv. er på rette sted. Rejsedeltageren er ansvarlig for enhver skade forårsaget pga. tilsidesættelse af rejselederens anvisninger. Enhver rejsedeltager er selv ansvarlig for at kende gældende toldregler.
Har deltageren ikke modtaget forsikringsbetingelser, skal man kontakte OurWorld A/S.
Evt. skattemæssig fradrag, er en sag mellem SKAT og deltageren.

 

Aflysning/ændring
Aflysning kan finde sted, hvis der ikke er opnået tilstrækkeligt deltagerantal (16 deltagere). Ved aflysning af en rejse godtgøres det fuldt indbetalte beløb. OurWorld A/S er forpligtet til senest 60 dage før afrejse at underrette rejsedeltagerne, såfremt der ikke er tale om en pludselig opstået situation.
Bureauet forbeholder sig ret til at ændre en rejse, hvis tvingende forhold gør dette nødvendigt, fx omlægning af en rejserute, ændring af overnatningssteder samt flytte gæster til et andet hotel af samme standard.

 

Rygning
Rygning i busser, hoteller og fly er ikke tilladt.

 

Bonusprogrammer
Dette er en sag mellem deltageren og flyselskabet.

 

Reklamationer
Skal fremsættes til rejseleder eller operatør straks. Rejselederen/operatøren vil straks forsøge at udbedre skaden. Sker dette ikke i tilstrækkeligt omfang, skal reklamation omgående ringes eller sendes skriftligt til OurWorld A/S.
Evt. godtgørelse pga. flyforsinkelse, er en sag mellem deltageren og flyselskabet.

 

Hvis dit fly bliver forsinket

Vi har traditionelt en stor grad forbruger beskyttelse i Danmark – heldigvis. I den forbindelse vil vi gerne at du er bekendt med følgende.
Nedenstående er relevant såfremt dit fly er forsinket, eller du bliver afvist pga. for eksempel overbooking af flyet. Herunder finder du information som er hentet fra Forbruger Europa.

 

Hvis dit fly er mere end to timer forsinket fra eller til et EU land, skal flyselskabet blandt andet tilbyde dig gratis mad og drikke, mens du venter. Det gælder for:

  • To timer eller mere for flyvninger under km. 1.500
  • Tre timer eller mere for flyvninger inden for EU på mere end km. 1.500
  • Fire timer eller mere for flyvninger uden for EU på mere end km. 3.500

 

Flyselskabet skal betale for dine overnatninger samt transport til og fra hotel, hvis du er nødt til at overnatte på grund af forsinkelsen.
Du kan være berettiget til at få dine billetter refunderet eller en returflyvning, hvis forsinkelsen er på mindst fem timer.
Din ret til kompensation
Du KAN have ret til kompensation ved flyforsinkelse, hvis du ankommer mere end tre timer for sent til destinationen. Størrelsen på kompensationen afhænger af, hvor lang en flyvning der er tale om:

  • Flyvninger på 1.500 km. eller kortere 250 EUR
  • Flyvninger mellem km. 1.500 og 3.500 400 EUR
  • Flyvninger over 3.500 km. uden for EU 600 EUR

 

Kompensationen skal udbetales kontant, ved bankoverførsel eller bankcheck. Hvis flyselskabet ønsker at udbetale kompensationsbeløbet i rejsekuponer eller andre tjenester, så skal du give din accept af dette på skrift.
I visse tilfælde kan flyselskabet reducere din kompensation med 50 % afhængigt af, hvor langt du flyver og hvor hurtigt du kommer frem.
Din ret til kompensation bortfalder, hvis flyforsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder fx, uvejr og en ulovlig (uvarslet) arbejdsnedlæggelse.

 

OurWorld A/S optræder som agent for de(t) i rejsen/transporten involverede luftfartsselskab(er), der alene er ansvarlige for den korrekte gennemførelse af flyvningen. Dette selskab/disse selskabers transportbetingelser og ansvarsbegrænsninger er derfor gældende.

 

Transporten sker i henhold til Montreal- og Warszawa-konventionerne og Forordning 889/2002, der begrænser luftfartsselskabernes erstatningsansvar i tilfælde af død eller tilskadekomst og ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af bagage samt i tilfælde af forsinkelse.

 

OurWorld A/S ansvar for mangler samt person- og tingskade ved skibs- og togrejser er begrænset til det erstatningsansvar, vores leverandører har i henhold til henholdsvis Athen-konventionen samt COTIF/CIF-konventionen.

 

Ovenstående kan for nogle virker som ”Jura sprog”. Frit oversat til ”Dansk” betyder det:
Hvis dit fly er forsinket, kan du rette henvendelse til flyselskabet for at få kompensation. Problemet er at det ofte skal foregå på engelsk. Hvilket kan være en udfordring for mange. Men vi hjælper gerne med kontaktinformationer til flyselskabet (mailadresse eller hjemmeside)
I stedet kan du søge ordet: Flyforsinkelse på www.google.dk så finder du flere selskaber som kan hjælpe dig. Typisk vil de være gratis, hvis du ikke får erstatning, men får du erstatning vil de typisk kræve omkring 25% af erstatningsbeløbet.
Du skal være opmærksom at ”sagen” kan tage både måneder og år at få afklaret.

 

Når alt dette er sagt, så er virkeligheden, det er meget få fly der er forsinket og hvis de endelig er forsinket, så er det ofte nogle få minutter.
Med ønsket om en god og rettidig flyvning
OurWorld A/S

Pris per person i delt dobbeltværelse
18. februar 2019 - 6. marts 2019
45.995,00 kr.

Pris per person i enkeltværelse
18. februar 2019 - 6. marts 2019
53.579,00 kr.

Har du spørgsmål?

Christian Weis Jensen

Telefon: 97425040